Om tobak, kunsthistorie og det der sætter sig i malerierne
Da tobak var eksotisk
Før cigaretten blev kunstnerens identitetsmærke og oprørssymbol, var tobak faktisk bare… eksotisk. Spændende. Lidt ligesom da avocadotoast ramte menukortene for første gang. Som kunsthistorikeren Julia Saviello har vist, opstod der i 1620’ernes Holland en hel undergenre af stilleben kaldet toebakje, hvor maleren stillede pibe og tobak op sammen med mad og drikke, som var det et reklamefoto for den nyeste livsstilstrend.1
Et af de sjoveste eksempler er Georg Flegels stilleben fra 1626 til 28, hvor en pibe og nogle tobaksblade ligger fredeligt ved siden af to jordbær. Ifølge datidens sundhedsforestillinger skulle tobakkens “varme” balanceres af frugternes “kølige” egenskaber, så det hele faktisk var ret velovervejet (eller i hvert fald, det troede man).
Det er en sjov påmindelse om, at vores forhold til tobak i kunsten ikke altid har handlet om identitet og oprør. I starten var det bare en ny, lidt mystisk ting, som folk ikke kunne lade være med at male.
Georg Flegel, Røger-stilleben (Raucherstilleben), ca. 1630. Historisches Museum Frankfurt. Public domain via Wikimedia Commons.
Hvad nikotin gør ved et maleri
Nikotin lægger sig både i fernislaget og kan trænge ned i selve farvelaget, og sætter sig desuden i alle sprækker og revner i maleriet. På oliemalerier ses en karakteristisk “ætset” overflade, der bliver mere udtalt jo længere belægningen har siddet. Nikotinen og tjæren mørkner maleriets farver så kraftigt, at kolde og varme, lyse og mørke toner gradvist smelter sammen til en ensartet brunlig tone, der udvisker maleriets farvepalet.
Der er også forskel på, hvordan forskellige farvetyper reagerer. Olie tåler generelt rensning bedre, men viser tydelige langtidsskader ved porøsitet og mathed. Akrylfarver er langt mere sårbare over for vand, så behandlingen må tilpasses kraftigt. Det viser, at konservering aldrig er “one size fits all”.
Restaureringsagerne kommer overvejende fra private hjem og samlere, med en tydelig overvægt fra perioden 1950 til 1970, men også fra herreportrætter omkring århundredeskiftet. Det fortæller en historie om rygekultur over mere end 100 år.
Kunstneren og cigaretten
Edvard Munch malede i 1895 et af kunsthistoriens mest kendte selvportrætter, hvor han fremstiller sig selv med en glødende cigaret i hånden, omgivet af røg der næsten opløser konturerne. Det er ikke en tilfældig rekvisit. Cigaretten bliver her et symbol på det moderne, introspektive og melankolske kunstnerideal, der prægede tiden omkring århundredeskiftet.
Edvard Munch, Selvportræt med cigaret, 1895. Nasjonalmuseet, Oslo. Public domain via Wikimedia Commons.
Et helt andet, men lige så stærkt eksempel finder vi hos Frida Kahlo. I en tid hvor rygning for kvinder stadig var tabubelagt og forbundet med social grænseoverskridelse, blev cigaretten et redskab i hendes selviscenesættelse. Et tegn på selvstændighed, kontrol og oprør, der spillede sammen med de øvrige temaer om smerte og identitet, som gennemsyrer hendes værker.
Frida Kahlo fotograferet af Guillermo Kahlo. Public domain via Wikimedia Commons.
Og endelig David Hockney, som døde i juni i år, 88 år gammel. Hockney var ikke bare en kunstner, der tilfældigvis røg. Han var en åben og vedholdende fortaler for rygeres ret til at ryge, og han kæmpede offentligt imod rygeforbuddet i britiske pubber og restauranter.
Cigaretten lever dog også videre som motiv i selve billedkunsten, ikke kun hos kunstneren selv, men i de personer, kunstnere har valgt at portrættere. Et af de mest ikoniske eksempler er Otto Dix’ Portræt af journalisten Sylvia von Harden (1926), hvor von Harden sidder med en cigaret mellem fingrene som et udtryk for “die Neue Frau”, den nye, frigjorte kvinde i Weimarrepublikkens Berlin. Maleriet er så velkendt, at Centre Pompidou i anledning af værkets 100-års jubilæum i år har genoplivet von Harden i en hel webserie, hvor hun, spillet af en skuespiller, humoristisk fortæller at hun har “siddet fast i et maleri siden 1926”. Det viser, hvor levende billedet af cigaretten som frigørelsessymbol stadig er, selv et århundrede senere.
Og det er måske netop pointen: forbindelsen mellem kunstnerisk identitet, oprør og cigaretten er langtfra fortid. Yngre, nulevende kunstnere som Apolonia Sokol lader sig stadig fotografere med cigaretten i hånden, foran deres egne værker i atelieret. Den samme ikonografi, vi ser hos von Harden og Munch, lever videre i dag, selv i en tid hvor rygning i øvrigt er stærkt stigmatiseret.
Fra medicin til glamour til synder
Tobak ankom til Europa i midten af 1500-tallet med et solidt ry som lægemiddel. Jean Nicot (ja, ham nikotin er opkaldt efter) dyrkede planten og brugte den til medicinske formål ved det portugisiske hof, og i de følgende årtier blev den rost som kur mod alt fra hovedpine til melankoli. Det tog ikke lang tid, før mere skeptiske stemmer meldte sig, men moralen vandt ikke den første runde. Tobak vandt.
Frem mod 1900-tallet og særligt i efterkrigstiden nåede rygningen sit kulturelle højdepunkt. I 1950’erne og 60’erne røg man overalt: på hospitaler, i fly, til middagsselskaber, på kontoret, i biografen. Hollywood gjorde cigaretten uimodståelig som rekvisit. Læger optrådte i reklamer og anbefalede bestemte mærker. Det var ikke bare acceptabelt at ryge, det var glamourøst, sofistikeret og moderne. Og det var præcis i denne periode, at de fleste af de malerier lander på mit bord i dag.
Den store vending
Fra 1970’erne og frem begyndte billedet langsomt at skifte. Sundhedsadvarsler, forbud og stigmatisering bredte sig som ringe i vandet. Danmark indførte rygeforbud på arbejdspladser i 2007 og siden på barer og restauranter. Det er i dag svært at forestille sig, at det engang var normalt at ryge i sin stue omgivet af generationers malerier, portrætter og familiearvegods, men det var det.
Den kulturelle U-vending er sket på under et århundrede, og det er historisk set ret bemærkelsesværdigt. En vane, der gik på tværs af klasser, køn og generationer, er i dag blevet marginaliseret og socialt skævt fordelt på en måde, der ville have været utænkelig i 1960.
Det skandinaviske paradoks
I Skandinavien har vi en særlig selvforståelse omkring sundhed, fornuft og regulering. Vi er generelt tidligt ude med forbud og restriktioner, og det danske forhold til rygning afspejler en bredere nordisk tendens: det skal helst ikke ses, ikke lugte og ikke genere andre. Den mere sydeuropæiske tilgang, hvor cigaretten stadig kan have et skær af livsstil og nydelse over sig, mødes med stigende skepsis her oppe. Som person med én fod i hver kultur kan jeg godt mærke forskellen.
Malerierne husker
Her er det interessante twist: selvom vi ryger langt mindre indendørs i dag, er skaden allerede sket. De malerier, der hang i stuer og på herregårde gennem 1950’erne og 70’erne, bærer stadig sporene. Nikotin er tålmodigt. Det sidder i fernislagen, i sprækker, i selve bindemidlet, og venter på at nogen som mig en dag tager dem ned fra væggen og begynder at arbejde.
I den forstand fungerer malerierne som en slags tidskapsel. De fortæller om en svunden vane, ikke gennem ord, men gennem den matte, ætsede overflade, de gulnede fernisslag og den tætte aflejring i hvert eneste hul og revne. Det er kulturhistorie på nærmeste hold.
Tilbage til atelieret
Så hvad sker der, når et maleri med 70 års nikotinhistorie lander på mit arbejdsbord? Jeg ser det hele på én gang: kulturhistorien, livsstilen, de menneskelige vaner og ikke mindst kemien. Og så går jeg i gang med at rense.
Det er en ejendommelig position at befinde sig i. På den ene side er nikotinen og tjæren fremmede stoffer, der skal fjernes, fordi de nedbryder maleriet aktivt. På den anden side er hvert eneste aflejret lag en slags vidnesbyrd om det liv, maleriet har levet. Hvem sad i det rum? Hvad foregik der? Røg de for hyggens skyld, af vane, af nødvendighed, eller bare fordi alle andre også gjorde det?
Cigaret eller pibe, glamour eller hverdagsvane, frihed eller afhængighed. Tobakken har betydet mange ting for mange mennesker, og kunsten har fulgt med hvert skridt på vejen, fra Flegels opmærksomme stilleben i 1620’ernes Holland til Munchs melankolske selvportræt, fra Kahlos oprørske attitude til Otto Dix’ skarpe blik på den moderne kvinde, og helt frem til Apolonia Sokol, der stiller sig op foran sit lærred med cigaretten stadig i hånden.
Det eneste, der ikke har fulgt med, er maleriernes overflader. De har bare absorberet det hele, tålmodigt og uden at klage. Det er nu mit job at lytte til dem.
1. Julia Saviello, “Tobacco’s Appeal to the Senses and the Early Modern Smoker’s Still Life,” Ikonotheka 29 (2019), s. 123–149.